mandag den 11. august 2008

Dag 409, Skinne 23 + 1

Glæden var stor da tandlægen ringede og sagde, at de sidste skinner endelig var kommet fra Invisalign. I dag har jeg så fået dem udleveret, og jeg er heldigvis sluppet med 3 skinner i overmunden og 6 i undermunden. Det er også rart, at jeg kan nøjes med kun én attachment. Jeg er lidt spændt på om 3 skinner er nok til at rette de ting, der skal rettes, i overmunden, men nu må vi se.

torsdag den 5. juni 2008

Dag 342 - stadig skinne 23

I dag har jeg været hos tandlægen og få taget det nye sæt aftryk. Venter nu spændt på nye skinner!

En læser af min blog har spurgt, hvor slemt det var at få slebet tænderne. Jeg synes ikke, det er noget at snakke om, men selvfølgelig er det ikke behageligt. Selve slibningen med tandlægens bor er ikke noget problem, det kan man ikke mærke, men det er jo hele tanden der skal slibes - også nede under tandkødsranden. Der kan man ikke bruge boret, så der skal der gang i noget slibepapir. Det kan ikke undgås, at det sliber ned i tandkødet, og det gør ondt og det bløder typisk også. Det gør dog kun ondt mens det varer, og heldigvis har slibepapiret det ikke så godt med blod, så tandlægen må stoppe kort efter at det er begyndt at bløde. Typisk får man slebet tænderne i forskellige etaper, så man tager det lidt efter lidt. Når man har fået slebet tænderne vil man være lidt øm i tandkødet resten af dagen - det er det hele.

Mine tænder sad meget tæt og skævt i undermunden, så der er der blevet slebet en del for at få plads:


Min undermund før Invisalign

mandag den 2. juni 2008

Dag 339 - stadig skinne 23

Øv!

Et eller andet er gået galt i forbindelse med de nye skinner, så nu skal aftrykkene af mine tænder tages om :-(

Heldigvis har jeg fået en tid allerede på torsdag, men efter at have gået 5 uger med skinne 23 allerede, ser jeg ikke frem til at perioden med den bliver forlænget. Man vil jo gerne videre!

mandag den 5. maj 2008

Dag 311, skinne 23

Så har jeg været hos min Invisalign tandlæge, og vi fik en god snak om hvilke korrektioner, der skal foretages. Vi var faktisk meget enige, men der var et par steder, hvor løsningen var lidt anderledes end jeg havde troet. Her er det så man er glad for, at man har en erfaren tandlæge, som kan forklare, hvorfor det er bedre at rette lidt på en bestemt tand fremfor en anden.

Jeg fik taget nye aftryk af tænderne, så de sidste skinner kan blive produceret, hvilket tager ca. 6 uger. Der skal nok 5-6 skinner til at rette de sidste ting til. Indtil jeg får de nye skinner skal jeg blive ved med at gå med skinnesæt nummer 23.

For at tage aftryk var det nødvendigt at fjerne alle attachments, så nu er jeg helt uden attachment for første gang i ca. 10 måneder. Det føles faktisk lidt underligt, og skinnerne er meget mere løse end de plejer.

søndag den 4. maj 2008

Dag 310, Skinne 23

Så er jeg nået til den sidste skinne!

Det er dog ikke den allersidste skinne, nærmere den sidste af de første skinner, for der skal nok et par ekstra skinner til, for at få lavet de sidste justeringer.

I morgen skal jeg til tandlægen, og der skal vi finde ud af, hvad der skal ske fremadrettet.

Jeg har selv en ide om hvad der skal rettes:
A: Disse tænder lidt frem
B: Måske drejes en anelse, og fjernelse af misfarvning
C: Fjernelse af mellemrum



D: Tandstillingen omkring hjørnetænderne er ikke helt symmetrisk.
E: Stort mellemrum fanger madrester.

Nu lyder det jo nærmest som om, at jeg er meget utilfreds med resultatet, men det er slet ikke tilfældet - faktisk er det utroligt så langt jeg er nået!

Der er bare lige et par småting, der skal justeres.

mandag den 10. marts 2008

Dag 255, skinne 19

I dag har jeg været til en hurtig kontrol hos tandlægen, og hun synes det ser rigtigt fint ud.

Jeg er nu på skinne 19 ud af 23 i overmunden, og 19 ud af 25 i undermunden. Det spændende er nu, om jeg skal bruge alle skinnerne for de sidste par skinner er nemlig lavet så de overkorrigerer en anelse. Skinnerne er lidt bøjelige, så derfor kan der være enkelte tænder, der skal have et ekstra vrid, og så kan man lige så godt lave skinnerne til dette på forhånd.

Hvis resultatet alligevel ikke er helt som forudset, laver man et par ekstra skinner, men det forlænger naturligvis behandlingen, så jeg håber ikke, at det bliver nødvendigt.

Går alt efter planen har jeg ca. 3 måneder tilbage frem til og med skinne 25, og herefter følger så endnu en 3-månedersperiode, hvor jeg skal gå med den sidste skinne. Det skal nok bliver sjovt, at holde den ren ;-)

lørdag den 23. februar 2008

Dag 238, skinne 18

Kun 5 skinner tilbage i overmunden - kommer alle tænderne mon på plads, og bliver alle mellemrummene lukket? Eller skal der en afsluttende korrektion til?