tirsdag den 24. juli 2007

Dag 27, Skinne 3

Tog skinne 3 i brug i dag, og den strammer lige så meget som skinne 2 gjorde i begyndelsen. Der er nu noget rart ved at tage en ny og helt ren skinne i brug. De gamle bliver lidt snaskede de sidste par dage, selv om jeg selvfølgelig renser dem, som man skal. Har fundet ud af at sulfo af mærket Tusindfryd fra Irma er godt til at rense med. Man putter lidt på den elektriske tandbørste og så får skinnerne lige en omgang.

Det skal i øvrigt lige siges, at jeg både drikker kaffe og te med skinnerne i, selvom Invisalign kun anbefaler at man drikker vand, men min tandlæge mener, at det var ok at drikke andet end vand.

tirsdag den 17. juli 2007

Dag 20, Skinne 2

Skinne nummer 2 er holdt op med at stramme, og nu kan jeg dårligt mærke, at jeg har den på. I starten generede den også min tunge en del, men det er da heldigvis holdt op. Spændende at se om skinne 3 også vil genere i starten. Jeg synes, jeg har haft lidt spændinger i kæben de sidste par dage, og jeg har gået og hakket lidt tænder - måske jeg bare trænger til ferie.... ;-)

onsdag den 11. juli 2007

Dag 14, Skinne 2

Jeg tog skinnesæt nummer 2 i brug en dag for tidligt, for der var kommet en lille revne i skinne 1 i overmunden. Måske har det noget at gøre med, at jeg i begyndelsen havde svært ved at få skinnerne af mine meget store fortænder i overmunden. Nu har jeg dog fundet et lille trick, som hjælper. Hvis man først tager skinnen ud af de attachments, der sidder i siderne, så kan man bruge skaftet af et stykke plastikbestik til at få skinne af fortænderne. Man holder skaftet på plastikbestikket vandret, og så sætter man det ind mod tandkødet og presser oppe fra og ned på skinnen. Dermed får man et jævnt pres, som nemt får skinnen til at hoppe af.

Skinnesæt nummer to strammer meget mere en sæt nummer 1. Jeg er øm i tænderne og kan mærke det, når jeg tygger. Men jeg håber det går over om et par dage - det er vel tegn på at Invisalign er effektivt :-)

onsdag den 4. juli 2007

Dag 8, Skinne 1

Så har jeg haft Invisalign på i en uge, og det er gået rigtigt godt. Det største minus er at jeg har været nødt til at skære ned på antallet af mellemmåltider, for man kan jo ikke rende og børste tænder hele tiden. Før spiste jeg tit lidt frugt om formiddagen og om eftermiddagen, men det må jeg springe over nu, så ofte kommer jeg meget sulten hjem fra arbejde. Men det værste er dog at jeg i dag måtte sige nej til nogle meget lækre kager på kontoret :-( Håber godt nok at min vægt går et par kg. ned, når jeg skal lide alle disse afsavn ;-)

Jeg har også bemærket, at jeg har lidt svært ved at tale tydeligt, når jeg skal tale lavt, men det håber jeg går over med tiden.